Begravelse

Dødsanmeldelse
Efter bestemmelserne skal nærmeste pårørende (efterlevende ægtefælle er altid nærmeste pårørende) udfylde en dødsanmeldelse. Dødsanmeldelse og hjælp til at udfylde den fås ved henvendelse til præsten, begravelsesforretningen eller kirkekontoret. Tidspunkt for begravelsen aftales med præsten. Senest to hverdage efter dødsfaldet skal dødsanmeldelsen afleveres eller sendes til begravelsesmyndigheden i bopælssognet. Sognepræsten i afdødes bopælssogn er begravelsesmyndighed.
I Stege afleveres dødsanmeldelsen på kirkekontoret, evt. efter aftale med begravelsesforretningen.
Dødsanmeldelsen skal ledsages af følgende papirer for afdøde:
- Dåbsattest - evt. ægtefælles dåbsattest
- Evt. vielsesattest
- Evt. medlemsbevis vedrørende medlemskab af ligbrændingsforening.
- Evt. optegnelser, hvor afdøde har truffet bestemmelse vedrørende begravelse
- Lægens dødsattest.

Gravsted og pasning.
Aftale om gravsted og om evt. pasning af dette sker ved henvendelse til kirkegårdskontoret. Her kan man også få oplyst, hvad det koster - f.eks. at få et gravsted renholdt af kirkegården.
I tilfælde af ligbrænding kan urnen nedsættes i et allerede eksisterende gravsted. Der kan også oprettes et nyt gravsted (både for kiste og for urne) eller man kan gøre brug af en fællesgrav.
Læs mere på www.stegekirkegaard

Begravelse/Bisættelse i kirkegårdskapel eller kirke:
Ethvert medlem af Folkekirken har ret til vederlagsfrit at gøre brug af kapel eller sognekirken til begravelse/bisættelse. Den præst, der forestår begravelseshandlingen, har ansvaret for handlingens forløb.

Begravelseshandlingen

Finder normalt tidligst sted med 3 dages varsel og skal normalt finde sted senest på 8. dagen efter dødsfaldet.

En evt. særlig pyntning af kapellet/ kirken aftales med kirkegårdskontoret/ kirkekontor, og der betales særskilt herfor.
Kisten skal bæres ind og ud af kirken - seks bærere
Familie og nærmeste pårørende sidder foran i kirken.

Kirkeklokkerne ringer
Præludium (orgelforspil)
Salme -Nådeshilsen - Bøn - Læsning
Begravelsesprædiken
Salme - Bøn - Velsignelse
Salme
Kisten bæres ud til graven
Lovprisning: Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.
Jordpåkastelse: Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå.
Fadervor - apostolsk velsignelse
Salme
Kirkeklokkerne ringer

Bisætttelse

Ved en bisættelse finder jordpåkastelsen sted inde i kirken, hvorefter kisten bæres ud til rustvognen.

For ikke-medlemmer af Folkekirken gælder særlige regler.

Begravelseshjælp:
Sygesikringen yder et tilskud, som er indtægtsbestemt.
Enkelte faglige organisatoner yder også begravelseshjælp.
Fra sygesikringen DANMARK og Danmarks Ligbrændingsforening kan ydes tilskud til medlemmerne.