|
"Sjælesorg" er et gammeldags ord, som i de senere år er dukket mere op af mølposen, men hvad betyder ordet egentlig?
Kort og godt: Sjælesorg er en del af præstens arbejde, der går ud på gennem samtale med mennesker at hjælpe dem med deres tro, når de er kommet i vanskeligheder med den. Det har ikke noget specielt med sorg at gøre, men er en fordanskning af det tyske ord "Seelsorge", og "Sorge" på tysk betydet ikke sorg, men omsorg.
Begrebet sorg kan naturligvis være en medvirkende faktor til at få troen til at vakle. Man kan komme ud for så ubegribelige oplevelser, at alt går i sort, men også mange andre ting kan få os til at miste fodfæste og overblik. "Jeg tror - hjælp min vantro", hedder det modsætningsfyldt et sted i Nye Testamente. Et menneskeligt udsagn af dimensioner, hvor vi er helt inde ved kernen.
Hvad er så forskellen på sjælesorg og terapi?
Ordet terapi (her: "psyko-terapi") betyder behandling med henblik på at helbrede en sygelig mental tilstand. Terapeuten er altså en slags læge, mens sjælesørgeren snarere er en samtalepartner i en eksistentiel samtale med en person, der ikke er syg, men er kommet i vildrede om sit liv, sin retning og orientering i livet og som forsøger at hjælpe sig ved troen. Men hvornår er det præsten og hvornår er det psykoterapeuten, man har brug for? Og hvornår kan præst og psykoterapeut supplere hinanden? Et eksempel: For mange år siden havde jeg en elev, der blev indlagt akut med en sindslidelse, som blandt andet havde noget, man i daglig tale ville kalde religiøst vanvid til følge. Ingen læge eller psykiater på hospitalet var i stand til at tale med den unge mand, da de ikke fattede et lod af, hvad han talte om og hvordan hans begrebsverden så ud.
Nu er der ingen, der med rette kan forlange, at en psykiater/ læge skal være velbevandret udi teologien, men man kunne måske ønske, at læge/psykiater så er så professionelle, at de hidkalder den, der i dette tilfælde kunne tage over - nemlig præsten. Dette skete ikke og forvirringen var total og langvarig. Et stort buk og klap for de professionelle samtalepartnere, men i den henseende burde vi måske også se på os selv som "medmennesket" frem for altid at henvise til de professionelle.
OK - de professionelle har absolut tavshedspligt, men den detalje kan vi med lidt god vilje pålægge os selv. Både bartenderen og damefrisøren kommer vel ud for betroelser, det ville være uklogt og uklædeligt at fare videre med.
I K.E. Løgstrups "Den etiske fordring" har han en passus om mødet med medmennesket: "Vi har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at vi holder noget af dets liv i vor hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, vi får til at visne, eller som vi vækker, en lede, vi uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelt hen står til os, om det andet menneskes liv lykkes eller ej.....
Det betyder, at der i et hvilket som helst møde mellem mennesker ligger et uudtalt krav, uanset under hvilke omstændigheder mødet finder sted, og hvilken karakter det har". BL |