06/11/2025 0 Kommentarer
Foredrag: De glemte koner ved Mette Møllevang
Foredrag: De glemte koner ved Mette Møllevang

DE GLEMTE KONER
Foredrag i Stege Kirke ved forfatter og journalist Mette Møllevang
For lidt over 100 år siden stod Sofie Nielsen i sit lille husmandskøkken i Nedermarken ved Mern. Et køkkenbord, som vitterligt bare var et bord. Et brændekomfur. Og punktum. Vand hentede hun i en spand ude ved posten i gården. Hun kom fra et hjem, hvor man stadig lavede mad over levende ild. Længere tid er det ikke siden.
Sofie satte fem børn i verden og arbejdede hele sit liv. Hun passede børnene, gårdens høns, måltiderne, rengøringen, storvasken, slagtningen, syltningen – alt. Hun havde to soldater på kost under Første Verdenskrig, passede sin gamle svigermor i mange år og tog et søsterbarn til sig, som hun opelskede som sit eget.
Sofie står for noget stærkt, livsdueligt og autentisk, som er meget sjældent set i dag. Hun var ikke på Instagram, fik ikke ordnet negle eller dyrkede saunayoga. Hun havde en arbejdskrop og et sæt hænder, der kunne tage fat. Og selvom det var hårdt med gruekedler, grisetarme og hønsemøg, rummede hendes liv en indbygget meningsfuldhed – noget mange i dag længes efter.
I bogen "De glemte koner" møder vi Sofie og syv andre koner, som alle har det til fælles, at de ikke fik muligheden for at uddanne sig. De blev sendt ud at tjene efter konfirmationen og bar livets og hjemmets byrder uden at gøre væsen af sig. Det var mændene, der tegnede ansigtet udadtil. Men de her kvinder – de glemte koner – fortjener en hyldest. For deres kunnen, slid og viden om urtehave, bærhøst, lappetøj og hjemmebag har et nutidigt ekko i en tid, hvor mange længes efter mening, ro og jordforbindelse.
Bogen er skrevet af Mette Møllevang (f. 1968), uddannet journalist. Hun er gift med Erik, og de bor på en gård i Neble på Møn. Tilsammen har de fem børn – dine, mine og vores – og to børnebørn.
Mette kommer selv fra en gård og har landbolivet i generne. Hun dyrker en stor urtehave, frugthave og bærhave og er vel en slags nutidens landbokone. Hun har tidligere arbejdet på Politiken, I Form og Forældre & Børn, og var fra 2003 til 2019 selvstændig skribent. Hun er forfatter til bogen Er der en mor til stede? og arbejder i dag dels i en skov- og havevirksomhed, dels som forfatter.
Sted: Morten Reenbergs Gård
Dato: 25. februar 2026
Tid: kl. 16.00
Varighed: Foredrag 45-50 minutter, kaffepause og derefter spørgsmål
Kommentarer